LYS1, mere til alle - på ét sted


Efter dialogen med kommunen om et nyt Højbjerg Bibliotek har vi nu bolden i Lyseng! Her kæmper Fonden Lyseng Idrætscenter, Højbjerg-Holme-Skåde Fællesråd og idrætsforeningerne omkring Lyseng sammen for et udvidet Lyseng.

Her skal naturligvis være plads til kommunens ønske om et bibliotek med borgerservice samt en daginstitution, men 8270 fortjener også et rigtigt medborgerhus med plads til kultur, møder og andre aktiviteter foruden ønsket om yderligere idrætsfaciliteter. Vi kæmper sammen for, at den fornødne anlægskapital skal findes.

Udvidelsen af Lyseng Idrætscenter vil give et væld af synergier i krydsfeltet mellem forskellige funktioner og aldersgrupper, til gavn for det bredest tænkelige udsnit af 8270 Højbjerg borgere. I nye faciliteter og i brobygningen mellem borgere og aktiviteter vil der opstå meget nyt og godt, som vi på nuværende tidspunkt ikke kender.

Derfor bliver:
LYS1 … mere til alle - på ét sted…

Vi bringer idræt, kultur og offentlige institutioner sammen og skaber mening, fællesskab og kvalitet for brugerne - på tværs af alder, køn og interesser.

Følg også med på Facebook

 

 


 

10 mio. kr. fra Salling Fondene

Salling Fondene har besluttet at give en donation på kr. 10 mio. til etablering af de supplerende sportsfaciliteter/idrætsfaciliteter, der er en del af kultur- og idrætsprojektet LYS1, placeret midt i lokalsamfundet Holme, Højbjerg og Skåde. 

Næstformand i Salling Fondene, Karin Salling udtrykker sin glæde over at Salling Fondene, med deres donation, er med til at give LYS1 et stort ryk frem mod realiseringen af projektet. "Fra Salling-Fondenes side er vi glade for at kunne bidrage til noget som rigtig mange vil få glæde af. Vi er glade for at kunne støtte opgaver i samfundet og her er det konkret lokalsamfundet Holme, Højbjerg og Skåde. I dette tilfælde har vi valgt at give støtte til etablering af de supplerende sportsfaciliteter og idrætslokaler, der er en del af kultur- og idrætsprojektet LYS1" 

Borgmester Jacob Bundsgaard: ”Jeg glæder mig virkelig over, at Salling Fondene endnu en gang har givet tilsagn om en betragtelig donation, som vil kunne glæde rigtig mange mennesker i Aarhus Kommune. Donationen er et flot skulderklap til det store arbejde og engagement, lokalsamfundet i Lyseng lægger i at skabe et nyt og stærkt medborgercenter. Med donationen fra Salling kommer projektet et vigtigt skridt videre mod at blive realiseret,” siger borgmester Jacob Bundsgaard. 

Kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad-Ahmad: ”Det er en helt fantastisk nyhed, der vil gavne både Lyseng og resten af Aarhus. En udvidelse af byens idrætsfaciliteter sikrer, at endnu flere kan blive en del af sportens og foreningslivets sunde og aktive fællesskaber. Jeg vil gerne på hele byens vegne takke Salling Fondene for deres vedvarende og vigtige støtte til byens kultur- og fritidsliv, ”siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad. 

Fra Styregruppen udtaler Leif Fisker Jensen: "Vi vil gerne skabe et center, hvor generationer kan mødes. Hvor man ikke kun besøger bibliotek, borgerservice eller tager til idræt, men hvor der også er kultur og en café. LYS1 skal være et sted hvor man naturligt har lyst til at mødes. Vi skal gøre vores yderste for at gaven bliver til størst mulig gavn for alle aktive børn og voksne i Lyseng". 

Hans Skou, formand for Fonden Lyseng Idrætscenter er utrolig glad for den store og flotte donation fra Salling Fondene. "Opgaven er ikke afsluttet men med Salling Fondenes støtte får vi et formidabelt startskud og et kæmpe skulderklap til den lokale indsats. Det er værdifuldt og uundværligt med støtte til lokale idræts- og borgerinitiativer. Med denne donation vil vi kæmpe videre for at projektet kan blive realiseret," siger Hans Skou. 

 

 


 

Et væld af nye muligheder og synergier

Det er vores ambition, at der i det udvidede kultur- og idrætskompleks, skal opstå et væld af synergier i krydsfeltet mellem forskellige funktioner og aldersgrupper, ikke kun til gavn for forskellige idrætsklubber som kan deles om lokaler, men for det bredest tænkelige udsnit af Høbjergborgere: Du kan få ordnet pas mens børnene er til svømning, gå i filmklub / biograf, benytte medborgerhuset, dine børn kan benytte bibliotek og idrætsfaciliteter mens de er i daginstitution og meget andet.

Kombinationen af de mange funktioner er helt unik, og vi er overbeviste om, at der i brobygningen i mellem disse vil opstå meget nyt og godt som vi på nuværende tidspunkt ikke kan forudsige omfanget af. Og med de mange funktioner vil komplekset blive til et endnu vigtigere samlingssted for lokalsamfundet i Højbjerg. Men det kræver at vi lykkes med opgaven inden juni 2017.
 
Vi har brug for dig!
 
Vi har rigtig mange opgaver som skal løses, og derfor har vi brug for dig, og alle andre som vil være med til at forme og løfte projektet i hus. Der er både store og små opgaver, funktioner som kræver særlige fagkundskaber såvel opgaver af manuel karakter. Vær ikke i tvivl, din indsats kan bruges og værdsættes. 
 
Kontakt Metin Aydin, for yderligere oplysninger på telefon 30 299 822 eller e-mail.

Organisering

Der er nedsat en styregruppe bestående af Fonden Lyseng Idrætscenter, Højbjerg-Holme-Skåde Fællesråd, Højbjerg Gymnastik Forening, Højbjerg-Lyseng Foreningsfitness, Viby og Aarhus Syd Taekwondo Klubber. Det er styregruppens formål at koordinere de mange indsatser som fire arbejdsgrupper skal håndtere i perioden indtil juni 2017.

Arbejdsgrupperne skal stå for kommunikation og formidling, sponsoraktiviteter, byggeprojekt og økonomi, og det er i arbejdsgrupperne, at fodarbejdet skal gøres mens det er i styregruppen det overordnede lederskab og ansvar for kursen er placeret.

 


 

LYS1 bliver det nye navn


Initiativet med at få medborgercenter og plads til mere for alle til Lyseng er i fuld gang. Senest har vi haft en navne­kon­kurrence om et nyt samlende navn til projektet.

Det vindende forslag blev: LYS1, som var indsendt af Mette Bonde og Anne Clausen, som derfor deler præmien. Anne begrunder forslaget således:  

Inspirationen kommer fra Dokk1 og Globus1, og begge steder har nogle af de samme faciliteter. Globus1, som er et aktivitets- og idrætshus, og Dokk1, som også både har bibliotek og borgerservice. ”Lys” refererer selvfølgelig til Lyseng. Derudover er ordet positivt ladet.  

Navnet kan have flere betydninger og kan udtales på flere måder. Navnet kan udtales som Lys-et. Dette kan sportsmæssigt referere til ønsket om at være nummer 1, kampen om at være de bedste. Informationsmæssigt kan det referere til oplysning. Navnet kan også udtales som Lyss-en, hvilket jo umiddelbart lyder ligesom Lyseng Måske kan man forestille sig børn, som på vej ud af døren råber: ”Jeg går lige over på Lyssen”.
 


 
Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de gemmer også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Klikker du videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Læs mere om vores brug af cookies her.
Fonden Lyseng Idrætscenter | Lysengvej 2 | 8270 Højbjerg